Et oceanografisk togt langs vestkysten af spitzbergen

På UNIS følger jeg to forskellige kurser: “Space Activity and Remote Sensing” og “Polar ocean climate”. I det sidstnævnte kursus var vi på ekskursion fra torsdag den 14 september til søndag den 24 september. Formålet med turen var at undersøge om strømmen af varmt og salt atlantisk vand bevæger sig hele vejen rundt om Spitzbergen, hvilket vi håbede på at se ved at finde atlantisk vand i hinlopstrædet.

Om bord på båden blev vi delt op i 2 hold som arbejde i 6 timers skift. Jeg var heldigvis ikke på natteholdet, så mine arbejdstider var 06-12 og 18-24. Arbejdet bestod overvejende i at lave CTD (conductivity, temperature and depth) målinger igennem vandsøjler rundt omkring i fjordene og udover kanten, der fører ned til Framstrædet. Fra disse data kan man bestemme hvor vandmassernes er placeret og med yderligere målinger af hastigheder med ADCP og RCM udstyr kan man undersøge dynamiken. Heldigvis havde vi intet at gøre med at sætte det store CTD bur i vandet og kunne overlade det til sømændene ombord.

Vores arbejde var foran måleudstyret i varmt lokale, hvor vi kunne se det hele på vores skærme og læse mens vi bevægede os mellem målestationerne.

Vejret inde i fjordene er mildt og jeg blev ikke søsyg før vi kom ud på åbent hav hvor jeg var nødt til at ringe til Ulrik i den store hvide telefon. Fuldt optaget af den væmmelige samtale kunne jeg om fredagen ikke rigtigt nyde den overdådige mad på båden. Der blev serveret måltider 3 gange om dagen og kaffe klokken 15. Maden var rigelig, fed og som ombord på et anden krydstogtskib skulle vi ikke engang selv ryde op efter os selv. Drengene fra natteskiftet havde en intern konkurence om hvem der kunne tage mest på under togtet (vinderen tog 3 kilo på). At få salat med tomater, rukola, agurker og glas med frisk mælk er en virkelig luksus på Svalbard. Det var en stor omvæltning for mig, da jeg i et anfald af nærrighed, dagene før togtet havde levet af dåsemajs med salt på da disse kun koster 3,50 kr per 400 gram hvilket gør dåsemajs til noget af det billigste mad per kilo man spise heroppe. 😀

Planen om at sejle hele vejen rundt om Spitzbergen blev desværre ødelagt, da skibet gyro gik i stykke på vej mod Konsfjorden og vi var nødt til at sejle tilbage til Longyearbyen for at få den ordnet. Da vi kom tilbage til Longyearbyen var det blevet vinter.

Efter kort tid var vi dog på søen igen og på vej mod Kongsfjorden hvor Ny-Ålesund ligger. Det er ret forladt forskerby med en vinterpopulation på 30 mennesker. Der ligger en Kinesisk forskningsstation i byen og de har to enorme stenløver stående på deres dørtrin, hvilket virker ret underligt på et så forladt sted.

Efter at have lavet målinger i Kongsfjorden tog vi videre op langs vestkysten og endte op ved woodfjorden tæt på 80 grader nord. Vi tog nogle målinger og prøve at se efter isbjørne, men uden held. Til gengæld var der mange isbjerge der flød rundt.

Det sidste vi foretog os før vi tog tilbage til Longyearbyen var at sejle i nærheden af en lille fredet ø kaldet muffen, hvor jeg så hovedet af nogle hvalrosser, men det var mørkt og det var kun fordi at manskabet, der havde kikkerter, kunne se tænderne at jeg er sikker på det var hvalrosser. På den lille afstikker rundede vi også lige akkurat 80 grader nord. 😀

Vi skal alle skrive en stor report om vandmasserne omkring svalbard. Min opgave er at beskrive CTD dataene fra Isfjorden og de følgendebillede er et eksempel på de data vi optog (efter lidt databehandling). Det er en temperaturprofil af vandet fra bunden af isfjorden, billefjorden, ud til mundningen af fjorden.

Der er som altid lidt flere billeder at se – 116 billeder fra oceanografi togtet